Først en tak til alle jer, der har fisket de første dage af 2020 sæsonen.
I har været gode til at overholde sundhedsmyndighedernes anbefalinger om afstand.
Men vi vil igen lige minde alle om at Sundhedsstyrelsens anbefalinger om blandt andet at holde afstand og at bruge håndsprit stadig gælder.
"2 meter - Hvor mange gange skal jeg sige det?"
Før sæsonstart var vi noget bekymrede for om vore P-pladser slog til, da mange som tidligere har kørt sammen, nu ville køre hver for sig. Men trykket på vore P-pladser har ikke været så stort, som vi har frygtet og nu er det værste run også aftaget lidt. Vi var også bekymrede for hvordan situationen ville blive ved de borde og bænke som er opstillet, men også her har I vist gode takter.
Vi har derfor besluttet at ophæve det midlertidige stop for dagkortsalg og tilgang af nye medlemmer. I vil derfor nu igen kunne bruge de forskellige links fra vor hjemmeside til køb af dagkort og medlemskab. Men kun hvis I er villige til at holde afstand!
Samtidig minder vi om at det ikke er bilerne, der skal holde afstand, men personer. En del af vore P-pladser er begrænsede af tovværk, og det betyder at alle skal holde indenfor disse afmærkninger, og er der ikke plads, så må du køre igen. Til gengæld så forventer vi, at de der kommer først holder så tæt, at der bliver plads til så mange som muligt. Aftalen om parkering har vi lavet med lodsejeren, og hvis vi ikke overholder aftalen risikerer vi at miste både P-plads og fiskeretten.
Læs vore Parkeringsregler og læs vore Fiskeregler, som du finder på hjemmesiden. Hvis du ikke overholder reglerne kan det have konsekvenser for dig i form af inddraget medlemskort/dagkort, hvilket betyder at du er færdig med at fiske for i år. Vi har desværre allerede været nødsaget til at inddrage 2 medlemskort for manglende overholdelse af reglerne. Vi ser gerne, at det ikke bliver nødvendigt at inddrage flere.
PS! Har du i øvrigt husket at klemme alle modhager ind eller filet dem bort?