Torsdag den 19. april 2018 - 19. april 2018 Af Poul Skovbjerg Jeppesen
Forord
16. april - dronningens fødselsdag - dukkede langt om længe frem på kalenderen. Det er nærmest en fest- og helligdag, ikke på grund af majestæten - ingen, selv ikke nyerhvervede børnebørn får lov til at lægge beslag på dens tid – sådan er det med laksepremieren. Og den er ikke bare een højtidsdag, men også porten til det forjættede danske laksevand de næste mange måneder.
Lidt lyv er der dog i den påstand, for storebror - Gudenå har holdt åbent længe. Og den kan ofte indikere om det bliver året med lakseflom, eller om vi må nøjes med mindre. Skal den pejling aktuelt stå til troende, skulle starten ikke blive overvældende. Først i begyndelsen af april - en måned senere end sidste år -begynder de veltrimmede blanke at overgå de mange faldere, som ikke havde følt sig fristet af udtræk til det kolde havvand. Ej heller sidste års grilsefangster i Storå indikerer mange laks. Og som noget helt nyt havde HOF i år i samarbejde med DTU-Aqua holdt "testfiskeri" før premieren - 10 mand i 5 dage havde landet bare 1 laks. ! Men på naturen kan der ikke beregnes og forudsiges præcist, så optimismen må bevares indtil andet er bevist. Og uanset hvad, så er det fiskeforår med den samme forløsning, som når køerne kommer på græs.
Strategi
Grejet ligger pakket og klar i bilen - trimmet og gennemtænkt - har der været nye hit på markedet, eller noget der bare kan gøres bedre end tidligere år, hvor makker Max Thomsen og undertegnede har måttet nøjes med en enkelt jubeloplevelse over 8 år.
Fiske strategien bliver først endelig lagt på landevejen - de 120 km fra Aarhus til den vestjyske perle. Måske som vanligt skulle bilen placeres på en af de mere ydmyge pladser, hvor chancen for lidt jomfrueligt fiskeri er muligt, inden det hele gennemskæres af flue- og fletliner.
Nibsbjerg
Dagen nåede kun at blive 3 timer gammel før bilnøglen blev drejet, og næsten 2 sorte timer på landevejen lå lige for. Men uden makker, som måtte melde fra umiddelbart inden.
Endelig stod der Holstebro på skiltet, så manglede det bare at finde om til Nibsbjerg, som blev dagens førstevalg. Det var stadig mørkt, og der var ingen tvivl om, at der nok ikke var kommet ret mange - men den optimisme holdt ikke - bilen kunne lige klemmes ind blandt de 10 andre. Efter lidt snak i mørket blev der skridtet ned langs markerne med en beslutning om, at gå vest så langt som muligt, og forhåbentligt starte lidt alene -fiskeri her. Det blev en smuk morgen - da lyset sivede gennem disen, og dalen genlød af velkomstmusik sammensat af en gennemtrængende drossel og mere melodiske solsorte. Det var noget for ørerne, mens øjnene læste fiskevandet, som gjorde det svært at gå forbi gode pladser der osede af laks. Men jeg fik den ønskede fiskeplads, som før havde budt på laks. Det gjorde den ikke i dag - men vi - kondomspinneren og jeg fik etableret samarbejdet og så var premieren godt i gang. På vej retur sad Leo Hansen, som gjorde sig umage for ikke at se ærgerlig ud. En laks havde taget for fødderne af ham - krøllet spinneren og sagt farvel. "Der kommer nok en anden" var hans kommentar. En anden fisker sad lidt opgivende ved en busk, som spinneren havde plasket under adskillige gange, for her havde han sidste år fået en laks. Han var startet kl. 3 i lyset fra pandelampen, men først til mølle strategien havde foreløbig ikke virket.
Sladder
Spinneren fik kun lov til at arbejde lidt på returvejen, for pladserne var blevet godt besat, så det blev mest til snak. Her kom de første meldinger om 2 fisk på stykket på ca. 6 og 7kg inden mødet med Jon? - en lokal passioneret ormefisker, som jeg en måned forinden havde mødt på Djurslandskysten og fået en lang snak med- og det er han god til. Han mente at årsagen til "testfiskeriets" ringe resultat ikke var mangel på fisk, men en helt forkert sammensætning af holdet - og så fortalte han om en overraskende udvikling af vandplejearbejdet, hvor man ved sidste grusudlægning også lagde en trillebør, og den kan jo have mange funktioner - give lidt turbulens i vandet, strømlæ for en laks, god skjuleplads for lidt yngel, og virker det kan trillebører jo blive det nye hit i vandplejesammenhæng - ja, en ustyrlig trillebør går ikke ubemærket hen ude vestpå. Jon kunne også fortælle, at fælles bekendte Senja Furbo og Frederik Iversen også var på stykket. Så de blev næste stop - de gik i kø - Frederik havde byttet til fluestangen, og det gamle image med en premiere fisk hvert år, var foreløbig ikke opfyldt.
Bur Bro
Nyt sted skulle prøves - engene nedenfor Egebjerg er et herligt sted- men 5 biler på pladsen meldte alt optaget - så det blev en nedkørsel til Buur Bro - festens centrum - også for at høre nyt. Synet var overvældende 40 biler på 2 P-pladser - en lokal beboer havde udtalt, at det havde lignet et fakkkeltog med alle de biler, der kom i nattemørket. Folk var der også nok af, men ingen sølvglimt. Kun en mager regnbue hang ved grillen. Ingen havde noget at fremvise i de ellers åbne bagagerum, men der var melding om en enkelt 9 kilos, der lige havde forladt stedet. Så der var Ikke noget at spendere en whisky - skål for.
Burvej 6
Kursen blev sat længere vestpå, hvor heldet var med - en af 3 p- pladser var ledig, og i øvrigt var det her, hvor min kvotelaks forrige år blev hentet. Lige nedenfor p-pladsen stod 3 bekendte fra Gudenåen, som kunne berette om en fisk fra stykket, og rygter om 8 fisk i alt fra åen. Her var der var god luft mellem stængerne, så i de brede enge blev der igen viftet med spinneren - akkompagneret af lærkesang. Men fisk - nej.
Bur bro - igen
Endnu havde jeg end ikke set en laks, så videre til Vemb Kirke, som heller ikke plejer at være så tæt befolket. Men i dag var en undtagelse - og den betød en kovending retur til Buur Bro, for dog at se om ikke der skulle være sølvglimt i solen eller bagagerummet. Men her var ingen opløftet stemning, der kunne indikere flere laks. Men en enkelt laks mere, som havde forladt pladsen, kunne der dog berettes om.
Idom og Plexus -Idræts- og kulturcenter
Så var det videre ud i engene til strækket ved Idom Å, hvor også masser af biler glimtede i solen - Det så hyggeligt ud helt ude ved åen med borde bænke sæt og nok af folk. Snakken her viste klart, at premieren slet ikke længere var en lokal begivenhed, men sugede fiskere fra hele kongeriget - ved bordet sad folk fra København, Ålborg og Aarhus. De havde det hyggeligt og kunne fortælle om gratis morgenmad og suppe-service fra Plexus i Idom - som øjeblikket efter kom kørende i ladvognen med gratis suppe. De var mig ubekendt, så det vakte lidt nysgerrighed - som afslørede et større projekt, der var blevet til af midler fra LAG -(landsbyfond) og baseret på frivillig arbejdskraft. I samarbejde med HOF havde de fået opstillet nogle fine borde/bænkesæt ved nogle af p-pladserne. Ved kulturcentret i Idom by var etableret en lille "hytteby" med forskellige service muligheder for fiskere. I dagens anledning kunne man få indvejet sin fisk her, og få data sat på en lille trælaks - der var foreløbig 5 af slagsen - øverst på stod Karsten Lund - 9,5kg. (www.laksefiskeri-storaa.dk)
Laksefestival
Laksepremieren har udviklet sig til noget der næsten kan kaldes en laksefestival - og det er jo et udtryk for en fantastisk succes omkring hele udviklingsarbejdet, som man kan takke foreningernes ildsjæle og arbejdsfolk for, der i årevis har sendt laksekurven opad og opad. Imponerende at det også genererer mere og mere lokal udvikling, hvilket måske kan gøre så meget indtryk på de politiske beslutningstagere, at der kan findes en løsning, der også gør åens øvre del til et rigtigt laksevand.
Status
Premierens resultat, som sagde 17 laks på HOF vand, er ikke meget, men nok et meteorologisk udtryk mere end en bestands nedgang. Og tallet er der i den kommende tid sikkert mange fiskere, der gerne vil give deres bidrag til at rette op på. Men det har utvivlsom den positive effekt, at store - kvoten kommer til at spænde over flere kalenderdage end set de senere år.
-------
Som bruger - tak til og stor respekt for folkene bag lakseventyret.