I juni 2020 fandt en fritidsfisker fra Nissum Fjord en kinesisk uldhåndskrabbe i de garn, han var ved at røgte. Den kendes meget let på "uldhåndshandsken" på begge kløer.
Det er så vidt vides første gang, den er fundet i fjorden.
Krabben er en stærkt uønsket invasiv art, der har sit oprindelige hjemsted koncentreret omkring Det gule Hav mellem Kina og Korea.
Miljøstyrelsen oplyser at den første gang er fundet i Danmark 1927. Den har etableret sig i tyske vandløb tæt på Danmark, men den har så vidt vides endnu ikke en etableret bestand i Danmark.
Den findes jævnligt som enkeltindividder over hele landet fra Højer Sluse til Bornholm. Den er ikke ualmindelig, og man antager, at den ikke yngler i landet. Krabben spredes let, da både larver og yngel føres med strømmene. Den kan ogå spredes via vandløb.
Kinesisk uldhåndskrabbe lever langt hovedparten af sit liv i ferskvand - både vandløb og søer. På menukortet er både plantemateriale og forskellige mindre dyr knyttet til vand.
Den er stærkt uønsket, da den dels konkurrerer med hjemmehørende arter, dels graver op til 80 cm. dybe huler i brinker og diger. Det sidste har ved store forekomster af krabben givet alvorlige skader. I Tyskland har man brugt meget store millionbeløb i forsøg på at bekæmpe den.
Finder man levende eksemplarer, bør de enten aflives eller gerne afleveres til Aqua Akvarium i Silkeborg.
TV/MIDTVEST bragte d. 26. juni et indslag om fundet. Link til klippet: