Stor - større – størst

 

En laksesæson har sin rytme.

I april kan man forvente at fange mellemstore laks med enkelte større ind imellem.

Sådan er det også gået i Storå.

Der er fanget pænt med laks på mellem 80 og 95 cm. garneret med enkelte på ca. 120 cm

Mellemlaksene har endda været stabile leverandører hele sæsonen igennem.

Med sommerens komme, dukker også grilsene; de mindre laks op.

Hen imod sæsonslutning kan alt ske. Af og til lukkes sæsonen med en storlaks.

At det skete i år og med en så exceptionel stor laks, havde ingen vel turde håbe på.

Onsdag d. 5. oktober kunne Simon Kastrup Shimizu smykke sig med titlen som fanger af Danmarks største stangfangede laks.

Målebåndet viste intet mindre end imponerende 141 cm.

Simon måtte under herre-fighten midt i Holstebro by ringe efter hjælp fra sin bror, så han kunne få fisken afkroget.

Vægten er uvis, idet fisken naturligvis skulle genudsættes, da den såkaldte ”store” kvote for længst er opbrugt.

For Simon var det selvfølgelig en fantastik oplevelse at kunne fange og lande laksen, men det var også en fantastisk følelse, at se laksen glide tilbage i vandet og svømme videre.

Tilbage er kun at håbe på, at denne hanlaks får held med sin gydning, så de fantastiske gener, denne fisk besidder, kan gå videre.

Stort tillykke til Simon med fangsten og tillykke med den nye titel. En 62 år gammel rekord er slået.

DSC01561 small

DSC01563 small

DSC01567 small